Bogens hovedperson og jeg-fortæller er Aisha, den mest berømte kvindeskikkelse inden for islam. Hun blev gift med Muhammed, da hun var 9 år gammel og Muhammed 53. Aisha flytter ind i Muhammeds hus, og i bogen følger vi både livet i haremmet med såvel magtkampe og jalousi som sammenhold og solidaritet blandt Muhammeds hustruer, og Aishas kamp for at blive Muhammeds yndlingshustru, fortrolige og politiske rådgiver.
Centralt i bogen er også Aishas mangeårige splittelse mellem Muhammed og barndomskæresten Safwan, som hun oprindeligt var lovet væk til, og som hun bliver ved med at drømme om. Efter en dramatisk nat i ørkenen, hvor Aisha anklages for at have været Muhammed utro med Safwan, må Aisha vælge mellem den romantiske barnedrøm om at leve et frit og uafhængigt liv som kriger sammen med Safwan blandt ørkenens beduiner eller at følge Muhammed.
Gennem Aishas øjne beskrives den politiske og religiøse udvikling i Mekka og Medina, hvor Muhammed vinder flere og flere tilhængere for den nye religion. Det kræver både kampe på slagmarken og diskussioner blandt Muhammeds rådgivere, inden sejren er i hus, og det er kampe, den selvstændige Aisha gerne vil blande sig i.
”En fantastisk spændende og velskreven bog... Jeg kunne knapt nok lægge bogen fra mig og ønskede heller ikke at den skulle slutte…” Mie Poulsgaard, Kulturkapellet.
Medinas Juvel er en spændende, historisk roman om en af de vigtigste begivenheder i verdenshistorien. En roman, der emmer af arabisk stemning, og som med et væld af detaljer giver et indgående billede af det hårde og ofte brutale liv på kanten af ørkenen i det syvende århundredes Arabien. Læseren får på den måde et levende indtryk af baggrunden for mange af de normer og regler, der stadig præger islam.
Læs artikel fra Weekendavisen 18. september 2009, hvor Sherry Jones interviewes af Yildiz Akdogan, der er socialdemokratisk folketingsmedlem og medlem af kulturudvalget.
Forlag turde ikke udgive bogen Bogen har allerede inden sin udgivelse skabt stor debat, da det amerikanske forlag Random House i august besluttede at stoppe udgivelsen af bogen, efter at en amerikansk lektor og islam-ekspert, Denise Spellberg, havde advaret om, at det ikke kunne udelukkes, at bogen ville føre til voldelige reaktioner blandt muslimske fundamentalister. Det lykkedes dog hurtigt at finde en ny udgiver, og samtidigt blev rettighederne solgt til en række lande.
I England blev det forlag, der skulle udgive bogen, i slutningen af september udsat for et brandbombe-attentat, hvor tre personer er blevet fængslet i henhold til den britiske anti-terrorlovgivning. Også i Serbien var der protester mod bogen, men efter at den kom på gaden og folk fik lejlighed til at læse den, skiftede stemningen, og bogen lå i begyndelsen af oktober øverst på bestsellerlisten i landet.
I Blæksprutten kommenterede tegneren Jens Hage udgivelsen med denne tegning.
Kort om forfatteren Sherry Jones har arbejdet som journalist i næsten 30 år og skrevet for bl.a. Newsweek, Southwest Art og Women’s e-News. Medinas Juvel er hendes debut som forfatter.
Jones har brugt to år på at læse om Aisha, Muhammed og tiden omkring grundlæggelsen af islam i Mekka og Medina.
Hvem var Aisha? Aisha bint Abi Bakr (bint betyder datter af ) er den mest kendte og elskede – men også kontroversielle – kvindeskikkelse inden for islam. Hun bliver kaldt ”de troendes moder” og har ry for at have været både smuk, jaloux, skarptunget og ikke bange for at sige Muhammed imod – heller ikke når andre hørte på det.
Sådan beskrives Aisha også i Medinas Juvel, hvor hun fremstilles som en stærk, modig og uafhængig kvinde, der kæmper både på sine egne og sit køns vegne mod den meget kvindeundertrykkende kultur, der herskede på den tid.
Aisha er ophavskvinde til en lang række af de leveregler, der blev fastlagt i tiden omkring islams grundlæggelse, og som den dag i dag danner rammen om mange millioner menneskers liv.
Medinas Juvel tager udgangspunkt i virkelige begivenheder og virkelige personer. Forfatteren giver naturligvis sin egen fortolkning af historien, men det sker loyalt i forhold til de arabiske kilder.
TV om Medinas Juvel Se et 5 minutter langt tv-indslag om Medinas Juvel, interview med forfatteren og baggrunden for kontroverserne om bogen: Se video på YouTube
Sagt om Medinas Juvel:
Sherry Jones får handlingen til at danse. Laurel Maury, Los Angeles Times
Medinas Juvel er fængslende lige fra de første, sand-forblæste sider, og den er på én gang moderne i måden, den bliver fortalt på, og gammel i sin visdom. Marsha Mehran, forfatter til ”Rosewater and Soda Bread”
Sherry Jones gør islam en stor tjeneste ved at popularisere historien om en muslimsk heltinde. Irshad Manji, forfatter til bogen ”Problemet med islam” og direktør for The Moral Courage Project
Det værdifulde ved Medinas Juvel er dens ligefremme beskrivelse af et ægteskab, der måske forarger nogle, men som inspirerer millioner af mennesker. Carlin Romano, Philadelphia Inquirer
Medinas Juvel er en åbenbaring. Det er en vidunderligt underholdende og oplysende roman. Datidens politik, behandlingen af kvinder, sandet i ørkenen – alle aspekter af hverdagen i det syvende århundredes Arabien bliver gjort levende af Sherry Jones. En bemærkelsesværdig debut. Amulya Malladi, forfatter til ”The Sound of Language”
Forlaget Pressto - Alt indhold er beskyttet af ophavsret