Webshoppen anvender cookies til at huske indstillinger, statistik og målretning af annoncering. Informationer deles med tredjepart. 
Du kan læse mere om, hvilke cookies shoppen anvender i vores Cookie-politik her 
0
Kurv: 0,00 DKK
Indtast søgeord
 

Interview: It's not all about love

Interview: Sherry Jones – Weekendavisen 18. september 2009 - Køb bogen her

Sherry Jones har skrevet en opfølger til den kontroversielle roman »Medinas juvel« om Muhammeds hustru Aisha. Men er det ikke dårlig smag at romantisere over en barnebruds skæbne?

Af Yildiz Akdogan

Hvorfor skriver man en bog om Muhammeds barnebrud Aisha? For den amerikanske forfatter Sherry Jones var det nysgerrigheden efter at forstå, hvad der lå bag 11. september, som blev drivkraften. For mens hun studerede den religion, som terroristerne brugte som skjold, snublede hun over en historisk person - Aisha - profetens yngste og højtelskede kone.

Medinas Juvel: Interview med Sherry Jones i Weekendavisen.»I min søgen efter en forklaring på terroristernes handlinger opdagede jeg Aisha. Jeg opdagede hende samtidig med, at det gik op for mig, at angrebet på World Trade Center ikke var muslimers værk, men terroristers værk - kriminelle terrorister, der tilfældigvis også var muslimer. Aisha's skæbne foregik jo i en tid, hvor kvinder var mænds ejendom, men hun blev trods dette en ret magtfuld kvinde, og det fascinerede mig - det måtte jeg læse noget mere om,« siger Sherry , mens hun tager en slurk af sin kop kaffe i hotellets lobby, hvor jeg møder hende.

Hun er i København i anledning af, at hun nu har skrevet en opfølger, »Arven efter Muhammed«, som udkommer her til efteråret.

Og det er meget tænkeligt, at også opfølgeren vil blive stemplet som »proislamisk«, som det var tilfældet med »Medinas Juvel«.

Så rosende og ukritisk var portrættet af Aisha i »Medinas Juvel«, der udkom sidste år, at anmelderne med rette undrede sig over, at der kunne opstå så meget ballade om hendes valg af hovedperson, at det oprindelige forlag, Random House, valgte ikke at trykke bogen.

Selv kan Sherry heller ikke selv komme med en saglig forklaring på forlagets overreaktion. Hun formoder, at det blev en enkelt professors karakteristisk af bogen som »softpornografisk«, der fik forlaget til at trække i land.

- Softpornografisk?

Sherry læner sig frem, »Ja, er det ikke utroligt? Jeg blev ret forvirret over betegnelsen. For faktisk er der kun én eneste scene, der er seksuelt betonet i Medinas Juvel, nemlig den scene, hvor Aisha sammen med sin ven Safwan udspionerer den nygifte nabo (En gammel mand og hans nye unge kone, red.) igennem dennes vindue. Det er ikke engang, fordi scenen er detaljeret beskrevet. Aisha ser blot en behåret mands ryg, og under ham ligger der en slap, lille pigekrop. Scenen er snarere brutal end seksuel, og det var tanken, at den skulle lægge op til Aisha's eget ægteskab med en ældre mand,« fortæller Sherry.

Og ret har hun. Man skal have meget fantasi for at mene, at der er tale om blød porno. Det gælder også hendes nye bog. »Arven efter Muhammed«, der er spækket med mange kampscener, men sex er der ikke. Snarere er der i begge bøger tale om en overromantiseret kærlighedshistorie mellem en ældre mand og en yngre - meget yngre - kvinde!

Så hvordan kan det føre til, at et forlag trækker aftalen tilbage, og den håbefulde forfatter får trusler og ubehagelige mails? Reaktioner, som giver hende søvnløse nætter.

»En ting er truslerne, noget andet er det store arbejde man har lagt i at få skrevet to bøger, og tanken om, at de ikke vil blive udgivet, tærer på en,« siger Sherry . »Når ens drøm, fra den ene dag til den anden braser sammen, fordi et forlag lader sig styre af frygt fremfor at gå ind for ytringsfrihed, det er hårdt.«

»Arven efter Muhammed« er dedikeret til kæresten Michael, som er med hende i København. Sidste gang Sherry var i byen var hun alene og med livvagter.

- Det er virkelig mærkeligt, at bogen kan give så voldsomme reaktioner fra folk, der bekymrer sig om Muhammeds omdømme. Du beskriver ham jo meget positivt, han er venlig, forstående og kærlig og tja... mr. Perfekt.

Sherry griner højt. »Ja, jeg ved det ikke, for i begge bøger ser vi ham gennem Aishas øjne. Men jeg håber, at bogen også viser, hvordan han skifter fra at være en meget spirituel person til en mere politisk person, som bliver bevidst om sin magt. På et tidspunkt fortæller han Aisha, hvorfor han gifter sig igen og igen med argumentet om ' se alle de mennesker der giver mig gaver - mig' fremhæver Sherry smilende.

»Jeg vil ikke sige, at han korrumperes af magt, men han bliver overvældet af sin egen position, og han vil gerne udbrede islam ved at skabe sig gode allierede, hvilket han gør ved at gifte sig med alle disse kvinder, der enten er døtre til klanlederne eller er prinsesser.«

- Hvordan retfærdiggør du, at han gifter sig med 11-12 kvinder, når han kommer med påbud til andre mænd om at have maks. 4 koner. Desuden gifter han sig jo ikke kun af politiske årsager, han nyder det faktisk - er det ikke modsætningsfyldt?

»Det synes jeg ikke, det er, det er jo døtre af indflydelsesrige personer og hans interesse var at bevare og udbrede Islam, som var truet. Han begrænser andre mænds antal af koner og siger også, hvis man ikke kan behandle dem alle lige, skal man ikke gifte sig med flere.«

Ifølge Sherry er det aldersfikserede fokus på Muhammed og hans koner ret misforstået - især hvad angår ægteskabet med Aisha. Hun mener, at de, der beskylder Muhammed for at være pædofil tager fejl - ægteskabet var en politisk alliance mellem ham og hans bedste ven Abu Bekir, som er far til Aisha.

»Hvis han var pædofil, kunne han have giftet sig med mange andre små piger, men det gør han ikke. Han gifter sig også med nogle, han ikke engang har set - det er udelukkende et spørgsmål om politiske alliancer. Ifølge nogle lærde, gifter profeten sig jo også allerede med Aisha, da hun var seks år, men han fuldbyrder først ægteskabet, da hun er ni år.«

- Men i din bog er hun ældre end ni...?

»Ja, hun er 14 år, og grunden til, at jeg lod hende være det, er blandt andet research og en samtale med min professor i arabisk. Her jeg fik at vide, at man ikke har samleje med pigerne, før de har fået deres menstruation.«

- Hævede du hendes alder for at gøre ægteskabet mere »legitimt« set med nutidens øjne?

»Nej, det er, fordi jeg ikke tror på, at Muhammed vil være sammen med en pige på ni år. Det passer ikke med den person, jeg havde lavet research på. Jeg forholder mig til argumenterne fra de muslimske lærde, som mener, hun må være mindst 15 år. Aisha var på slagmarken med Muhammed, og reglen sagde, at man skulle være 15 år for at deltage. Desuden har jeg læst, at inden for arabisk numerologi læses 6 som 16 og 9 som 19. Jeg valgte et mellemtal, og det blev så 14 år.«

I »Arven efter Muhammed« er Aisha omkring 19 år. Hun har mistet den, hun elsker, men samtidig er hun indblandet i magtkampen om, hvem der skal være profetens efterfølger. Hun spiller en afgørende rolle i opgøret mellem sin far og profetens fætter Ali. Valget bliver ikke svært for hende, hun hader Ali.

»Det er veldokumenteret, at Aisha og Ali var rivaler, og de kæmpede begge om Muhammeds kærlighed og anerkendelse. Ali brød sig ikke om hende, og han opfordrede Muhammed til at lade sig skille fra den unge barnebrud - noget hun aldrig tilgav ham.«

Både i første og anden bog, indtager Aisha pladsen ved en magtfuld mands side - først profeten, og så hendes fader. Man får den tanke, at begge mænd udnytter hende til deres eget formål. Men sådan vil Sherry Jones ikke fremstille det.

»Kvinder var mænds ejendom dengang...«

- Ja, men er det ikke lidt selvisk af Muhammed, at han forbyder sine enker at gifte sig på ny?

»Jo, det kan man godt sige. I den nye bog ser vi konsekvenserne af det. Kvinderne lider, de har hverken nogen til at beskytte sig eller nogen at elske. Muhammed gjorde det, tror jeg, for at undgå skandaler og sladder. For eksempel praler Aishas fætter Talha med, at han vil giftes med Aisha, når profeten dør. Jeg kan forestille mig, at de andre mænd i Muhammeds kreds har sagt noget lignende om de andre koner. Muhammed var jo en ældre mand, han døde som 62-årig, hvilket er en høj alder i forhold til tiden. Det var hans måde at stoppe sladderen på og beskytte sig selv politisk.«

Aisha er i begge bøger en sand fighter. Hun prøver at gøre op med reglerne blandt andet ved at blande sig i mænds diskussioner eller ved at deltage i kampene. Men samtidig er hun også svag og eftergivende over for Muhammeds argumenter, som da han beslutter sig for, at hans koner skal dække sig til.

- Hvorfor er denne lille rødhårede, stærke og temperamentsfulde kvinde svag, når det gælder en mand?

»Hun elskede jo Muhammed,« griner Sherry . »Desuden levede hun jo i en kultur og tid, hvor tingene var anderledes.«

- Jamen profeten brugte hende også som rådgiver, hvorfor lyttede han ikke til hende, da hun argumenterede mod påbuddet om, at kvinder skulle dække sig til i det offentlige rum?

»Han var jo profeten, og selvom hun siger sin mening, så adlyder hun også, for hun var en troende kvinde.«

- Er dette her så ikke i bund og grund en banal historie om en kvindes kærlighed til en mand og hendes kamp om at få anerkendelse og indflydelse i hans verden?

»Nej, det er mere end det. Begge bøger handler også om islam og er fortalt i en historisk ramme - i øvrigt med mange kampscener. Det er ikke bare en kærlighedshistorie,« pointerer Sherry.

- Men hvad handler Aishas kamp om, hvis det ikke er kærligheden til Muhammed?

»Det er både en kamp for kærlighed, men også en kamp for kærligheden til islam. Derfor ender hun med at vælge det politiske fra - magtkampen i kalifatet. Hun forholder sig til religionen i dens reneste form og ender med at være en højt respekteret kvinde og profetens højt elskede kone.«

- Betragter du hende som en rollemodel, når hun ikke er noget i kraft af sig selv?

»Igen må man forholde sig til tiden og de omstændigheder, hun levede under. For mig er hun klart en rollemodel.«

Yildiz Akdogan er cand.scient.pol. og MF for S. Hun sidder bl.a. i kulturudvalget, og har mødt Sherry Jones flere gange.

Arven efter Muhammed, udkommer den 23. oktober på det danske forlag Pressto. Bogen er på 299 sider og koster 269 kr.

Billedtekst: @CITAT:»I min søgen efter en forklaring på terroristernes handlinger opdagede jeg Aisha. Jeg opdagede hende, samtidig med at det gik op for mig, at angrebet på World Trade Center ikke var muslimers værk, men terroristers værk - kriminelle terrorister, der tilfældigvis også var muslimer. Aisha's skæbne foregik jo i en tid, hvor kvinder var mænds ejendom, men hun blev trods dette en ret magtfuld kvinde, og det fascinerede mig - det måtte jeg læse noget mere om.«

Se siderne fra avisen: Side 1 (pdf 3,94 Mb)   -  Side 2  (pdf 1,85 Mb)  -  Print siden Print siden



  • Læs mere her:
  • Kontakt os her: Forlaget Pressto ApS
    Store Kirkestræde 1, 4
    1073 København K
    post@pressto.dk
    Tlf. 33 15 08 44
    Cvr-nummer: 34723850
  • Følg os her: